torsdag den 28. august 2014

Hverdagen på Manurewa Intermediate

Jeg er i en klasse, som hedder "room 37". Alle klasser hedder deres lokale nummer. 
Klassen er et tilbud til de elever, der har besværligheder - det være sig fagligt, socialt, kognitivt og/eller verbalt. 

Fagligt da mange af eleverne ikke lærer/har lært grundlæggende fakta hjemmefra og samtidig bliver alle ikke hjulpet med hjemmearbejde, da dette ofte også er en udfordring for forældrene selv.  

Socialt fordi mange elever ikke har tilegnet sig social kompetence, som bl.a. konstruktiv relationsdannelse, forståelse for andres følelser og håndtering af konflikter. Jeg oplever, at især den kultur de lever i er med til at præge til det værre. Dog hænger manglen på social kompetence gerne sammen med andre forstyrrelser og står sjældent alene. 

Kognitive besværligheder findes hos mange af eleverne i "room 37". Dette kan have mange årsager, men i klassen er der umiddelbart et flertal, som finder det svært at modtage beskeder og sortere i flere oplysninger på en gang. Ud af de 17 elever er der 3 som er blevet diagnosticeret med ADHD og/eller autisme. 2 får medicin mod ADHD.   

Skolens gang 

Skolen starter kl. 8 for os, da det er der alle undervisere møder ind. kl. 8 er der mandag, onsdag og fredag orienteringsmøde i 5-10 min. og derefter går man ud i sin klasse, hvor eleverne møder ind fra kl. 8.15 til undervisningen starter kl. 8.45. Nogle elever møder ind allerede kl. 7.30 for at spise morgenmad på skolen - dette er et tilbud fra skolens side. 



Første 15 min. af undervisningen laver elverne "basic facts", som går ud på at lave hurtige regnstykker eller hvad det kan være. I "room 37", som jeg pt. hører til, laver de ting som at rydde op i deres egne ting eller øve sig i matematik eller skrive noget færdigt i en af sine bøger fra dagen før.

Herefter skal de have fitness i 20 min. Dette foregår oftes udenfor og kan bestå af forskellige lege - gerne konkurrencer mellem klasserne, zumba/dans eller sjipping. Udover fitness hver morgen har hver klasse PE - physical education (idræt) 1 gang om ugen. Den eneste klasse på skolen, som har svømning er "room 37" - det har de 1 gang om ugen og der betales af egen lomme. Det koster 3 NZD (ca. 15 kr.) for hver gang og hvis ikke eleverne betaler kan de ikke deltage.



Denne tekst er meget vigtig for skolens grundlag - og er første møde ved indgangen

Dagen starter først rigtig kl. 9.30, hvor eleverne har deres første undervisningstime. Om mandagen starter undervisningen med at lære om sundhed og hvad det vil sige at være sund og spise sundt. Fredag er fokus på karriere og hvordan man kan stræbe efter et bestemt job. De andre dage: tirsdag, onsdag og torsdag starter der "normal" undervisning som fx. matematik og "humanities" kl. 9.30. 



Denne tavle lærer eleverne om at tage ansvar - de findes alle steder omkring skolen

Om mandagen har klassen noget som hedder "Kiwi Can" (se link) og her lærer de om sociale færdigheder og hvad forskellige ord betyder og hvordan man er "noget" fx: resilient (modstandsdygtig), som er deres tema dette "term". Sidste "term" havde de om "Goal Settings" (målsætning) og hvordan dette fungerer i praksis. Under temaet er et emne og pt. er emnet "problem solving" (problemløsning). Umiddelbart lærer  "Kiwi Can" eleverne om sociale færdigheder, som fx teamwork og konflikthåndtering. "Room 37" har "Kiwi Can" 1 gang om ugen alene, hvor alle andre klasser har det hver 2. uge og er 2 klasser sammen.


Skolens essens og deres vision og mål for år 2010-2015 - Hænger så alle elever kan læse det
Undervisningen om formiddagen løber fra kl. 9.30 til kl. 11, hvor de nu i 25 min. har "Morning Tea" - dette er dagens første pause og eleverne kan spise lidt mad, hvis de har noget med. 

Undervisningen herefter er fra kl. 11.30 til kl. 12.15 og igen fra 12.20 til 13. 
Kl. 13 til 13.45 er der frokost og eleverne kan købe mad i en kantine, som findes på skolen. Kantinen er uafhængig af skolen og sælger derfor hvad de vil - dette er umiddelbart til diskussion, da der sælges meget usund mad og flertallet af eleverne på skolen er overvægtige. Menuen har nogle uger nu lydt på: Nachos, macaroni and cheese eller butterchicken - dette vil være hovedmåltidet, udover det kan der altid købes mindre måltider (ikke kaloriemæssigt!) som fx "mince pies" (som er minitærter med oksekød), chips, kiks og sandwiches.

Denne liste over "Keys to success" findes alle steder omkring skolen og alle punkter er vigtige elementer for undervisere og derfor elever (MI står for Manurewa Intermediate)

Kl. 13.45 starter der en kort undvisning på 15 min. Denne tid kaldes "DEAR time": 

Drop Everything And Read

Så nogle elever læser mens de får tilbudt et stykke frugt fra skolen, de kan nyde imens og "room 37", som ikke er særlig stærke i at læse, samler skrald rundt om den bygning deres lokale er i. Andre klasser gør også dette - det lader til at variere alt efter klasselærerens temperament.  Dog får alle tilbudt frugt! 

Dagen slutter med undervisning fra kl. 14.15 til 14.55 og hver onsdag er der "Cultural Pursuit"  (kulturel opdagelse) - som er et valgfag, på den måde at der tilbydes forskellige opdagelser, om man vil, og eleverne bliver her blandet mellem hinanden, da alle som har valgt det samme, mødes omkring det. De forskellige tilbud er bl.a.: Stomp, Kapa Haka (Maori dans), Pasifika dans, Hiphop dans og Theater reading.  

Hver  torsdag er der sidst på dagen "Options", som ligesom "Cultural Pursuit" er et valgfag. Her er de forskellige valg bare ikke kulturelt præget, men er alt fra "Crime Scene Investigation" til "Learning how to Sew".

Ofte optræder de forskellige hold fra "Cultural Pursuit" til "Assembly" om fredagen. Hver fredag holdes der "Assembly" for hele skolen, hvilket vil sige "møde" for alle og her sidder man i sin "Whanau" og der vil også her blive udnævnt ugens vinder. Vinderen vil være den "Whanau", som har scoret flest point i løbet af ugen. Assembly virker tilsyneladende som rygraden i skolens forsøg på at præge eleverne til det bedre - Ved opfordring råber eleverne remser, som altid startes af personen ved talerstolen. Dette kan fx være ved at taleren siger: "All the time..." og eleverne fortsætter: "...every time, all of us, everywhere."
eller taleren siger: "Cause there is no.."  - Eleverne: "... time to waste!"
Denne måde at gøre det på skaber for mig et fællesskab for alle de næsten 700 elever, som går på skolen.

Skolens genbrugsprojekt

For at lære eleverne om miljø og hvordan man kan genbruge er der på skolen ansat én til at "undervise" i dette. Eleverne får mulighed for at sortere skrald og lærer hvordan og hvad der kan gøres til kompost. Der findes også et drivhus, hvor der holdes planter og krydderurter, samt findes der rundt på skolen flere grøntsagsbede.

Billeder fra skolen

Stedet hvor de har genbrugt alt - dejlig inspirerende :) 


Medical and cosmetic garden 


Den flotte have!

mandag den 18. august 2014

Hvad vi går og laver


Billeder fra Manurewa Intermediate + andet godt



Klassen jeg startede med at være i hed "room 75" og "formteacher" Treveen underviser i science.
De går meget op i at udsmykke deres lokaler - især da lærerne har hver deres.

På skolen bliver man en del af en "whanau" - familie - og dette er min: Kowhai.

Børnene lære om penge og hvad de bruges til. Vigtigt at vide,
dog kan det diskuteres hvor enig man er i sidste del af denne definition.


Skiltet siger det meget godt selv - det er nemlig det børnene spiser alene
 eller sammen med anden junk food til frokost :(


Når det er weekend kommer vi ud og ser en smule

Billeder fra vores fritid



Her er vi i Auckland city center (centrum af Auckland)







Her ved Hunua Falls - Auckland

Den smukke solnedgang - som vi også kan nyde fra hvor vi bor i Weymouth :)


mandag den 7. juli 2014

Inden afrejse

Tanker om opholdet 

Med en uge til at det hele starter, sidder jeg herhjemme og tænker over hvordan det hele bliver. Jeg vil forsøge at give et/flere bud på hvad jeg tror bliver de største udfordringer, fagligt som personligt og tænke mig til hvilke bekymringer og ekstrem kulturelle forskelle jeg vil møde. Hvad jeg vil savne og hvad jeg vil have styrket efter opholdet er svære emner at forholde sig til, men jeg skal komme med mine bedste bud:

Udfordringer - Umiddelbart er jeg spændt på kommunikationsdelen; taler vi samme "sprog"? - må jeg erkende en sarkastisk side, som de måske ikke kan forstå? Og kommer jeg til at forstå de unge menneskers slang og ordsprog? Dette er dog meget personlige udfordringer, men de kan hurtigt komme til at betyde meget fagligt, hvis kommunikationen ikke lykkedes - dog er jeg SLET ikke bange for dette!

En konkret faglig udfordring ... - der kommer sikkert mange, især grundet en helt anden kultur. Herhjemme findes rigeligt med faglige udfordringer, hvilket er super godt og giver mulighed for konstant udvikling. Dog føler jeg mig tiltrukket af nogle særlige emner, som jeg vil gribe fat i under opholdet og her kommer nogle udfordringer sikkert til at spille ind. Bl.a. vil jeg koncentrere mig om forældresamarbejde - især også pga. det socialbelastede miljø skolen er placeret i, de unges kulturelle forståelse af dem selv og andre (her også med tanken om inklusion) og så vil jeg lade mig inspirere, fagligt som personligt, af hvordan de ansatte lader "svære" og "skæve" unge indgå i det "normale".   

Bekymringer og savn - Når jeg skal sidde længe og tænke over det, så er det vel i sagens natur, fordi der ikke rigtig er nogle bekymring at finde. Om disse skal komme snigende under opholdet vil jeg ikke afvise, men håber det naturligvis ikke. Rent praktisk er jeg bekymret for om jeg kommer op på det antal timer, jeg skal have i praktikken - men samtidig er jeg ikke i tvivl om at udbyttet bliver helt enormt.
Et savn ... - enkelte fødevare, og måske vante rutiner. Heldigvis er det noget jeg kommer hjem til igen, medmindre nye fødevare og rutiner bliver at foretrække i New Zealand :)
Om det at være dansk og komme til et andet og nyt land tænker jeg ikke særlig meget over, når det er netop dette land. Jeg tror på at vi ikke er så forskellige fra hinanden, rent kulturelt og økonomisk set, hvilke er 2 faktorer der spiller en stor rolle, når man skal "finde" sig selv i et andet land. Fortællinger om landet og dens befolkning leder mig også i den tanke, at befolkningen er imødekommende og gerne vil hjælpe.   

Styrker - Når jeg er vendt hjem igen så jeg gerne at have styrket mine personlige forforståelser/fordomme i en positiv retning, så jeg kan blive endnu bedre til at se mennesker, som det de er og intet andet. Fagligt ser jeg gerne at jeg har fået styrket en mere positiv og ny forståelse af inklusionsbegrebet, da jeg ved de anvender metoder og har tilgange, som jeg tænker vi kan lære af, særligt med henblik på den nye skolereform. 

Jeg synes det er svært at nedfælde forventninger til noget man endnu ikke ved hvordan er og bliver. Igen kan jeg gribe nogle tanker, som leder mig i en retning, men om denne bliver fortsat er ikke til at vide. Som nævnt i udfordringer vil jeg fokusere på forældresamarbejder og håbe at jeg kan interviewe en eller flere forældre om skolens tilgang til deres børn. Derudover håber jeg at komme i kontakt med skolens musik og/eller dramaunderviser og få inspiration og lærdom med på min vej. Hvis denne ikke findes så måske undersøge hvilke tilbud børnene ellers kan få. Herudover vil jeg som led i Deres skolegang de 6 mdr. jeg er der, lære dem (børnene og de ansatte) at kende og derved også lære Deres historie - kulturelt, fagligt og personligt - og på den måde forsøge at forstå mennesker i bredere forstand - i al almindelighed. Det glæder jeg mig særligt til!