En tale - skrevet af en knægt fra MI

En knægt som snart var klar til High School skrev denne tale om børnemishandling. I klassen kunne de vælge hvilket som helst emne de ville - over halvdelen valgte at skrive en tale om børnemishandling. 

Med tilladelse fra drengen selv, kan I her læse hans tale (ikke redigeret)

One hit

Child abuse is like a caged lion. As it sits and stares, you realise the deadly beast could break open the door leap for his strike - yet all you do is sit there and stare back. It's  hard living life when you have a monster eyeballing you and knowing curiosity shall soon ignite the light of temptation and make you open the door... Don't let out the beast!

Many parents like to call it disciplining your child. Well, when go on the road to discipline how far will you have to go?

On average one child is killed every 5 weeks from child abuse. That's one child, one pair of eyes and ears, one mouth, one nose, one soul to love, to keep and cherish. It may not seem much until you notice the word used in the sentence was: child. And every 5 weeks may not sound like much until you realise the unforgiving truth that 5 weeks are just one week over a month and there are 12 months in one year, which means in 5 years, 10 children could've died.

10 children, 5 years

In 5 years that one child could've made it to school, in 5 years that kid you knew could've learnt how to walk the walk, how to talk the talk. But in 5 years we could lose 10, 10 pair of eyes and ears, 10 mouths, 10 noses, 10 souls to love, keep and cherish. The funny thing is and ironiclly it isn't even funny, is that 90% of all child deaths are from someone they knew and most of them are men.

You'll probably have heard this a million times already, but I will keep saying it until it's stuck in your head like chewing gum to the ground: Abuse can not only scar someone physically but can also emotionally wound someone to the point where they could part illegal drug dealing or maybe even cause them to later on in their life abuse their own and continue the legacy that began with their parents because, believe it or not, 30% of abused and neglected children will abuse their own. How do you feel now knowing that this will go in a constant circle, knowing that parents all over the world will continue brutally and intentionally hitting their own children?

I'm not saying you shouldn't give them a little tap or growl every now and then to get them to listen. I'm saying you should be careful because push comes to shove and you end up 77 years old lying in a hospital bed staring outside the window, your time has come. Your child walks into the room and you look into his eyes and realise that your child is still that naughty little kid, that all those hidings were for nothing and it leaves you with a stomach full og regret, regretting the fact that you hit him so hard, for no reason at all, the fact that you would even think to swing your fist at him but still lay there squeezing each other's hands, gazing out the horizon waiting for you to take one last breath, waiting for your heart to beat one last time, as the sun sets... Boom! And we lose one more pair of eyes and ears, one mouth, one nose, one soul that was loved, that was kept, that was cherished.

One - it only takes "one" hit to change someone's life.

Year 8 boy - Manurewa Intermediate School 

Kultur og menneskesyn

På skolen hersker en grundlæggende opfattelse af børn som væsner, der er spejlblanke og som ved lærernes hjælp får viden og forståelse for omverden og korrekt opførelse. Måske er det lidt hårdt? Men mange lærere har en tilgang, som ikke rigtig tillader børnene at snuble og lave fejl og derfor kan deres tilgang beskrives som konsekvenspædagogik, da der følger en form for straf med hver gang en regel er blevet brudt. Denne straf kan bestå i at få eftersidninger hvis man fx bander til en lærer, få rødt kort hvis man opfører sig uden respekt og hensynstagen (hvilket vil sige man skal sidde i et rum sammen med andre, som også har fået rødt kort, kigge ind i væggen og skrive sine refleksioner i et hæfte), kommer du for sent får du et stempel på din hånd: "LATE", medbringer du ikke en seddel fra "forælder/caregiver" med grunden til hvorfor du kommer for sent = eftersidning.

På den måde kunne jeg blive ved. Der er mange forskellige sanktioner på skolen og denne kultur og samtidig måde at forstå mennesket på hersker ikke bare i ledelsen, når de laver reglerne, men også i klasselokalerne, hvor (næsten) intet er acceptabelt. Børnene bliver adfærdskorrigeret flere gange om dagen og jeg hører sjældent en lærer snakke med et barn, hvor barnets ret til at fortælle sin version bliver imødekommet. 

Selvom det fungerer på denne måde er der ingen af lærerne, som ikke gider hjælpe og være der for deres elever. De er det nok bare på en måde som ikke altid virker, som det bedste for barnet (set med danske øjne). Dog er det alligevel tankevækkende at mange af børnene på sidste skoledag står og græder og ikke føler sig klar til at komme videre. De krammer deres lærere og siger farvel, nærmest i sorg! Så min konklusion er, at kulturen er så forskellig fra den danske, og miljøet som børnene lever i gør det nødvendigt for lærerene at være så disciplinære og konsekvente overfor børnene, så de får nogle andre værdier med sig videre i livet end hvad familierne kan give dem.

Min sidste tid på MI

Aiga Whanau - hvilket betyder: pasifika familie.
Dette malede jeg sammen med 3 elever og en lærer.

Mit værk!

Vores allesammens signatur

Ugen inden vi sluttede fik jeg denne gaffel. Den går på tur hver uge, og det er ugens "caregiver", som får den. Det var jeg stolt af!

Børnene havde en aften, hvor alle Year 8 børn var samlet og festede. Først var der spisning med forældrene og derefter var der disko for børnene kun og de kunne sige farvel med stil! Alle var pænt klædt på - mange havde fået tøj af lærerne, da de ikke selv ejede noget så pænt som et jakkesæt, andre børn tog deres "kirke-tøj" på, som de ellers kun bruger om søndagen i kirken. Børnene hyggede sig gevaldigt og det mindende på ingen måde om de dimissionsfester jeg har oplevet!

Year 8 graduation - fest med DJ og lysshow

2 drenge fra 37, der nu er klar til High School

Billeder fra dagligdagen i Room 37

Art Week

Fælles resultat af flere billeder sat sammen

Mrs. Hedleys mening om børnene i klassen :)  

Udvalgte billeder lavet af børnene

Skønne drenge! Cyprus og Jayden

Room 37 (teacher aid Mrs. Ali på den røde stol)

Set fra en pædagogisk synsvinkel

På skolen er alle ansatte uddannet lærere og i New Zealand uddanner man sig til den målgruppe man vil arbejde med og det fungere på den måde, at man vælger "lille" eller "stor" aldersgruppe. Det vil sige, at man kan arbejde med børn i Primary School og samtidig have kompetencer til at arbejde med Intermediate. Igen kan man ved at vælge den "store" aldersgruppe arbejde med Intermediate og Secondary - den skiller altså ved Intermediate (alder: 11-13 år):  

Deciding which education sector is right for you will help to determine your choice of ITE programme. Some ITE programmes are specifically for early childhood education (0-5 years), Māori immersion, primary (school years 0-8) or secondary (school years 7-13 or 9-13), while other programmes leave the choice until you are further into your study.

Intermediate schools cover school years 7–8 and these are included in primary and secondary ITE programmes.  (http://www.teacherscouncil.govt.nz/content/studying-be-teacher)

Læreuddannelsen (bachelor) tager tilsyneladende 3 eller 4 år. Dette afhænger af hvorledes man vælger, at sammensætte sit "program" for uddannelsen, fx tager det 3 år hvis man vælger at læse Early Childhood, som er uddannelsen til, at arbejde i hvad vi vil kalde en daycare (vuggestue/børnehave). Efter denne bachelor kan man vælge at læse en diplom og specialisere sig mere i et emne.

På hjemmesiden, som jeg henviser til ovenfor, nævner de ordet pedagogical (pædagogisk) og det lader til at det pædagogiske er et element, som indgår i uddannelsen, dog er det interessant at spørge de ansatte på skolen hvad de forstår ved pedagogy work - for her må de ofte "krybe til korset", de ved nemlig slet ikke hvad det betyder! P.t. er der lærerstuderende på skolen og jeg har snakket med én af dem om hvad pædagogik er og hvad hun mener det er - hun vidste hvad jeg snakkede om, men sagde hurtigt, at det kun var fordi de snakker en smule om det på uddannelsen. Dog havde hun stadig lidt svært ved at sætte ord på hvad hun egentligt skulle bruge det til, som del af sin praksis.  

På skolen kan man gøre sig fortjent til at modtage et guldkort - Dette får man hvis man har gjort en god gerning. Fx fik en pige et guldkort for at hjælpe en ældre kvinde, som fik et ildebefindende. Så er man et godt menneske (også udenfor skolen) skal man belønnes.
 De har lige indført sølvkort i denne uge - så nu er det lidt "nemmere" at få anerkendelse for sine gerninger.

Det pædagogiske bliver nævnt i skolen strategi for året, som en metode for at nå målet. Dette er jo virkelig interessant, da ingen (i hvert fald ikke flertallet) ved hvad det betyder og vigtigst af alt; hvordan man bruger det i praksis.

Som en pædagogisk støtte findes der på skolen teacher aid, hvilket vil sige ansatte (ingen er uddannet), som agerer støttepædagog praktisk talt - dog med fokus på læring (udelukket), såsom at undervise 1 til 1 med den i klassen, der har det største behov. Når Anne og jeg er en del af skolen i dette halve år fungerer vi også som teacher aid. 

Når lærerne forbereder deres undervisning bliver den større ramme sat af ledelsen og derudfra går lærerne sammen i de faggrupper (fx går alle science-lærere sammen), som de hører til og snakker, inspirerer og hjælper hinanden til hvordan et forløb kunne se ud - Dette kalder de Passion Pod og finder sted ca. 1 gang om måneden.  

Manurewa int. vs. TVNZ

For 2 år siden kom 3 nyhedsværter fra tv stationen NZ til Manurewa Intermediate School for at testet deres viden - var de lige så kloge som en 12-årige MI student?

http://tvnz.co.nz/breakfast-news/weekly-challenge-smarter-than-12-year-olds-video-5165267

Børnene og kulturen

Et svært møde

På skolen er eleverne som sagt mellem 11-13 år, men de lever ikke liv som de 11-13-årige børn vi kender fra Danmark. Mange af børnene på skolen kommer først i seng mellem 22 og 24, måske endda først om natten! De bruger tid på at spille computerspil og dette er gerne spil som "GTA" eller "Call of Duty - altså spil som man skal være 18 år for at spille (ifølge producent) eller måske lægger de blot og hygger sig med diverse tv-udsendelser til langt ud på aftenen/natten. Idag snakkede jeg med en dreng fra "room 37", som fortæller, at hans storebror skal i militæret og derfor løber han en lang tur hver aften. Her følger lillebror så med og kommer derfor først i seng kl. 24 ca. Jeg spurgte ham om ikke de kunne løbe nogle timer før så han kunne nå tidligere i seng, men han trak blot på skulderne og sagde det jo var lige meget. Dog sad han og gabte en hel del.

Sengetid er en ting, hygiejne noget andet. Børnene og især børnene i "room 37" kommer fra meget ressourcesvage familier og basale behov bliver ikke altid dækket. Nogle børn er opmærksomme på hygiejne og går i bad regelmæssigt, dog er der langt mellem dem som selv ordner dette og dem som måske kun får bad 1 gang om ugen. I princippet må folk og derfor børnene selv bestemme hvor tit de vil bade, men jeg vil med alderen påpege, at der følger et lidt andet behov for regelmæssig bad og især også da mange af børnene er aktive i sport i løbet af ugen.    

En knægt spørger mig om jeg har set "Friday 13th" og jeg kigger en smule mistroisk på ham, indtil han begynder at fortælle om den scene i filmen han synes er klammest. En anden dreng overhører og er nu med til at beskrive den ubehagelige udvikling i filmen - de er begge 12 år!

Jeg kan undre mig nok så meget over, hvor forældrene er henne i billedet, da det umiddelbart virker som om børnene er overladt til sig selv og at deres ældre søskende ser efter dem - tilsyneladende er det sådan kulturen er, men en ældre søster eller bror skal ikke se efter sine yngre søskende, hvis du spørger mig.

En knægt møder i skole og må overfor klasselæreren indrømme at han ikke kan deltage i svømning, da han ikke har penge med til at betale for det (og heller ikke gælden fra de 3 tidligere gange). Han bliver tilbage på skolen med mig og en anden, som var i samme situation. Jeg spørger ham hvorfor han ikke kunne betale og han siger det er fordi han ikke har gjort sine opgaver derhjemme, hvortil jeg spørger hvad disse er - "at gå ud med skraldespanden" siger han, og det får han 20 NZD for (100 kr.). Fordi han ikke havde gjort det over noget tid gav hans far ham ingen penge og oveni det heller ingen mad med i skole denne dag.

Det lader til at miljøet og kulturen børnene vokser op i, er ret barskt. En dokumentar af den britiske journalist Ross Kemp viser et billede af det miljø børnene bevæger sig i - og den er god nok, desværre. Udsigten til god uddannelse og stabilt job er nærmest en joke for mange af børnene, da opbakning fra miljø og kultur ikke eksistere - set fra min optik.  

  

Gangsta's Paradise - New Zealand's HipHop crimewave:

https://www.youtube.com/watch?v=SOWF6eIVqqI 

En typisk madpakke for børnene vil bestå af hvidt toastbrød med fx peanutbutter/ost/skinke eller blot mayonnaise. Hertil spiser de 1 eller 2 små poser chips og/eller cookies. Nogle få børn har frugt med og nogle har kun slik med. Hvis børnene ikke har noget mad med eller har glemt det laver vi i "room 37" en toast til dem i toastmaskinen - dette tilbud får kun denne klasse. Skolen tilbyder til alle elever: frugt, snacknødder og müslibar. Dog er det klasselærerens opgave at tilbyde dette og det er ikke alle, som tænker over det eller husker det. 

At alle børn på Manurewa Intermediate får en uddannelse eller et ærligt job kan man med sikkerhed skyde en hvid pil efter.

"Social worker'en" på skolen fortæller, at alle børn på skolen mindst har ét familiemedlem, som er med i en bande, om det så er far, onkel, fætter, morfar eller tante. 

Den sidste tid har der på skolen været meget snak mellem lærerne om deres elever, da mange af pigerne på skolen skærer i sig selv. Det er dybt tragisk og det er desværre ikke alle piger, som benytter sig af "counsellor'en", som findes på skolen og som kun tager sig af at snakke med børnene. Det berør åbenlyst de lærere, hvis elever er i denne situation og den største frygt er, at det ender med selvmord, hvilket er et problem blandt unge mennesker, især i South Auckland. Emnet fik vi lidt mere under huden, da vi få uger tilbage var inde og se et teaterstykke omhandlende 2 selvmord i South Auckland få år tilbage. Det var et meget rørende teaterstykke, som varede hele 2 t. 15 min. uden pause. Skuespillerne var unge (hovedrollerne var 17 og 22 år), men dette gjorde det mere autentisk og man fik en fornemmelse af hvordan livet, miljøet og kulturen er - uden omsvøb. Det er hård kost og jeg tager hatten af for de lærere og andre voksne, som gør deres for at redde disse unge mennesker til bedre liv.    

Denne dokumentar beskriver det miljø børnene kommer fra (dokumentaren er blevet vist til nogle børn i Humanities):

http://bryanbruce.co.nz/feature/child-poverty/inside-child-poverty-full-documentary

Hverdagen på Manurewa Intermediate

Jeg er i en klasse, som hedder "room 37". Alle klasser hedder deres lokale nummer. 
Klassen er et tilbud til de elever, der har besværligheder - det være sig fagligt, socialt, kognitivt og/eller verbalt. 

Fagligt da mange af eleverne ikke lærer/har lært grundlæggende fakta hjemmefra og samtidig bliver alle ikke hjulpet med hjemmearbejde, da dette ofte også er en udfordring for forældrene selv.  

Socialt fordi mange elever ikke har tilegnet sig social kompetence, som bl.a. konstruktiv relationsdannelse, forståelse for andres følelser og håndtering af konflikter. Jeg oplever, at især den kultur de lever i er med til at præge til det værre. Dog hænger manglen på social kompetence gerne sammen med andre forstyrrelser og står sjældent alene. 

Kognitive besværligheder findes hos mange af eleverne i "room 37". Dette kan have mange årsager, men i klassen er der umiddelbart et flertal, som finder det svært at modtage beskeder og sortere i flere oplysninger på en gang. Ud af de 17 elever er der 3 som er blevet diagnosticeret med ADHD og/eller autisme. 2 får medicin mod ADHD.   

Skolens gang 

Skolen starter kl. 8 for os, da det er der alle undervisere møder ind. kl. 8 er der mandag, onsdag og fredag orienteringsmøde i 5-10 min. og derefter går man ud i sin klasse, hvor eleverne møder ind fra kl. 8.15 til undervisningen starter kl. 8.45. Nogle elever møder ind allerede kl. 7.30 for at spise morgenmad på skolen - dette er et tilbud fra skolens side. 



Første 15 min. af undervisningen laver elverne "basic facts", som går ud på at lave hurtige regnstykker eller hvad det kan være. I "room 37", som jeg pt. hører til, laver de ting som at rydde op i deres egne ting eller øve sig i matematik eller skrive noget færdigt i en af sine bøger fra dagen før.

Herefter skal de have fitness i 20 min. Dette foregår oftes udenfor og kan bestå af forskellige lege - gerne konkurrencer mellem klasserne, zumba/dans eller sjipping. Udover fitness hver morgen har hver klasse PE - physical education (idræt) 1 gang om ugen. Den eneste klasse på skolen, som har svømning er "room 37" - det har de 1 gang om ugen og der betales af egen lomme. Det koster 3 NZD (ca. 15 kr.) for hver gang og hvis ikke eleverne betaler kan de ikke deltage.

Denne tekst er meget vigtig for skolens grundlag - og er første møde ved indgangen

Dagen starter først rigtig kl. 9.30, hvor eleverne har deres første undervisningstime. Om mandagen starter undervisningen med at lære om sundhed og hvad det vil sige at være sund og spise sundt. Fredag er fokus på karriere og hvordan man kan stræbe efter et bestemt job. De andre dage: tirsdag, onsdag og torsdag starter der "normal" undervisning som fx. matematik og "humanities" kl. 9.30. 

Denne tavle lærer eleverne om at tage ansvar - de findes alle steder omkring skolen

Om mandagen har klassen noget som hedder "Kiwi Can" (se link) og her lærer de om sociale færdigheder og hvad forskellige ord betyder og hvordan man er "noget" fx: resilient (modstandsdygtig), som er deres tema dette "term". Sidste "term" havde de om "Goal Settings" (målsætning) og hvordan dette fungerer i praksis. Under temaet er et emne og pt. er emnet "problem solving" (problemløsning). Umiddelbart lærer  "Kiwi Can" eleverne om sociale færdigheder, som fx teamwork og konflikthåndtering. "Room 37" har "Kiwi Can" 1 gang om ugen alene, hvor alle andre klasser har det hver 2. uge og er 2 klasser sammen.

Skolens essens og deres vision og mål for år 2010-2015 - Hænger så alle elever kan læse det

Undervisningen om formiddagen løber fra kl. 9.30 til kl. 11, hvor de nu i 25 min. har "Morning Tea" - dette er dagens første pause og eleverne kan spise lidt mad, hvis de har noget med. 

Undervisningen herefter er fra kl. 11.30 til kl. 12.15 og igen fra 12.20 til 13. 

Kl. 13 til 13.45 er der frokost og eleverne kan købe mad i en kantine, som findes på skolen. Kantinen er uafhængig af skolen og sælger derfor hvad de vil - dette er umiddelbart til diskussion, da der sælges meget usund mad og flertallet af eleverne på skolen er overvægtige. Menuen har nogle uger nu lydt på: Nachos, macaroni and cheese eller butterchicken - dette vil være hovedmåltidet, udover det kan der altid købes mindre måltider (ikke kaloriemæssigt!) som fx "mince pies" (som er minitærter med oksekød), chips, kiks og sandwiches.

Denne liste over "Keys to success" findes alle steder omkring skolen og alle punkter er vigtige elementer for undervisere og derfor elever (MI står for Manurewa Intermediate)

Kl. 13.45 starter der en kort undvisning på 15 min. Denne tid kaldes "DEAR time": 

Drop Everything And Read

Så nogle elever læser mens de får tilbudt et stykke frugt fra skolen, de kan nyde imens og "room 37", som ikke er særlig stærke i at læse, samler skrald rundt om den bygning deres lokale er i. Andre klasser gør også dette - det lader til at variere alt efter klasselærerens temperament.  Dog får alle tilbudt frugt! 

Dagen slutter med undervisning fra kl. 14.15 til 14.55 og hver onsdag er der "Cultural Pursuit"  (kulturel opdagelse) - som er et valgfag, på den måde at der tilbydes forskellige opdagelser, om man vil, og eleverne bliver her blandet mellem hinanden, da alle som har valgt det samme, mødes omkring det. De forskellige tilbud er bl.a.: Stomp, Kapa Haka (Maori dans), Pasifika dans, Hiphop dans og Theater reading.  

Hver  torsdag er der sidst på dagen "Options", som ligesom "Cultural Pursuit" er et valgfag. Her er de forskellige valg bare ikke kulturelt præget, men er alt fra "Crime Scene Investigation" til "Learning how to Sew".

Ofte optræder de forskellige hold fra "Cultural Pursuit" til "Assembly" om fredagen. Hver fredag holdes der "Assembly" for hele skolen, hvilket vil sige "møde" for alle og her sidder man i sin "Whanau" og der vil også her blive udnævnt ugens vinder. Vinderen vil være den "Whanau", som har scoret flest point i løbet af ugen. Assembly virker tilsyneladende som rygraden i skolens forsøg på at præge eleverne til det bedre - Ved opfordring råber eleverne remser, som altid startes af personen ved talerstolen. Dette kan fx være ved at taleren siger: "All the time..." og eleverne fortsætter: "...every time, all of us, everywhere."
eller taleren siger: "Cause there is no.."  - Eleverne: "... time to waste!"
Denne måde at gøre det på skaber for mig et fællesskab for alle de næsten 700 elever, som går på skolen.