Praktisk info

Lidt information om hvordan vi kom afsted, hvad vi pakkede, hvor mange penge vi tog med, hvor vi endte med at bo osv. osv.

D. 23 juli startede min praktik. Vi rejste til New Zealand d. 15 juli og var der d. 17 juli. Det syntes vi var meget passende. Vi bookede fly hos Emirates og endte med at betale ca. 11.000 tur/retur pr. person, hvilket nu er meget fair. Vi fandt billetterne på Momondo.com

Hvor vi boede
Første sted vi boede var et sted vi fandt hjemmefra via en blog. Vi boede i noget som kaldes Hill Park hos et ungt par. Dog var dette ikke ligefrem det bedste sted at være, så vi begyndte hurtigt at lede efter noget andet. Vi fandt noget nyt at bo i efter 2 uger og resten af tiden boede vi hos et ældre par fra Singapore, i samme område som mange af børnene fra skolen boede i. 

Hvor mange penge skal der til?
Da vi kom til Auckland tog vi en bus til et center, hvor vi ville blive samlet op af hende vi skulle bo hos til at starte med. Vi skulle betale NZD 300 om ugen for at sove 2 på et værelse  hvilket ca. svare til 1410 kr. (hvilket er dyrt!). Men så havde vi et sted at starte og 2 uger efter flyttede vi som sagt ud til vandet hos et ældre pensioneret par fra Singapore. Her skulle vi betale NZD 270 om ugen (1270 kr.) for en ensuite (værelse m. badeværelse), stadig lidt dyrt, men frihed rent fysisk og venlige mennesker, som hellere end gerne ville lave mad til os. Vi fandt et system, så vi lavede mad for hinanden ca. hveranden dag. Dette sted fandt vi på en ejendomsmæglers hjemmeside.

Min kæreste, som ikke skulle i praktik fandt først efter noget tid et bureau, som vi ville kende som jobcentret derhjemme, som kunne hjælpe ham med at finde småjobs, så han havde noget for hånden og tjente lidt. Madison: http://www.madison.co.nz/
Han fik blandt andet arbejde i Parnell Rose Garden og ordnede blomster hele dagen, hvilket han syntes var meget hyggeligt.

Min kæreste havde en opsparing som han kunne tage med og min SU fulgte med mig, så jeg levede kun af SU i alle 5 1/2 måneder, samt en kassekredit på 5000 kr. Det var lidt knapt og jeg måtte de sidste to måneder bede min bank hæve min kassekredit!

Hvad pakkede vi?
Pak en kuffert til et halvt år! Hvad filan skal man tage med og hvor meget får man brug for?
Vi endte med at pakke så vi havde tøj til det vejr, som ville dominere mest mens vi var der - troede vi! Jeg pakkede meget sommerligende tøj, men kom i juli måned ned til vinter og havde på ingen måde regnet med at det ville være så koldt. Jeg endte med at måtte købe 2 tykke trøjer hernede og et par sutsko - så kommer du i vinter/forår perioden, pak noget varmt tøj. Først i oktober blev det rigtig varmt og sommertøjet kunne tages i brug. Husk regntøj!, hat og stærk solcreme.

Køb af bil
Vi var enige om hjemmefra, at købe en bil sammen (os 3 som rejste sammen) og vi fandt en på http://www.trademe.co.nz/ som vi gav 1800 NZD for, hvilket er 8460 kr. Bilen gik dog i stå efter en måned, da køleren stod af og vi måtte smide 700 NZD og måtte købe abonnement hos AA, så bilen kunne hentes. Dette kostede 200 NZD og derfor blev det ialt en udskrivning på halvdelen af bilens pris og derfor 4230 kr. Jeg vil råde andre til at købe en bil, som er en smule dyrere og derfor i bedre stand! Man kan også købe biler på bilaktion, men her er der nogle særlige regler, som man lige skal sættes ind i, for det er ikke sikkert at det er her man kan gøre det gode kup. Tjek Carfair i Auckland (sikkert også i andre store byer), der sælger folk biler hver søndag og man kan kigge, køre og forhandle pris.

Lidt generel info 
Tjek altid om det er billigere, at leje en bil end cykler - de tager for et godt ord røven på én, hvis de kan, især i turistområder. Det er meget dyrt, at bo i New Zealand, det eneste der er rimelig billigt er kaffe fra diverse cafeer og restauranter. 

Deres mælkeprodukter er dyre - en 1/4 fløde koster ikke mindre end 15 kr., en natural yoghurt koster ikke under 20 kr. og en dansk Lurpak koster lidt over 40 kr. 

Køb grøntsager hos Fresh´n´Save eller andre grønthandlere og du kan spare nok til at få råd til den gode yoghurt og/eller en Lurpak.   

Det eneste billige og ALTID billige er kiwifrugter - da de har kæmpe kiwiplantager og aldrig løber tør, selvom de eksportere. Dette er ellers grunden til at meget er dyrt hernede; at de skal eksportere meget til udlandet og derfor må sætte priserne op i landet, så der er en balance, samt får de selv importeret nogle ting og dette er særlig dyrt, da New Zealand ligger så langt fra alt (udover Australien) og derfor er et mere eller mindre besværligt land at eksportere til.

Hvis man gerne vil rejse rundt eller blot lave noget sjovt kan det anbefales at tjekke www.bookme.co.nz. Der finder du en masse tilbud på alt fra vinsmagning til paragliding.

På trademe.co.nz kan du finde mange skøre ting, og hvis du står og mangler en cykel, kajak, bil eller telt kan du finde det til en god pris lige her.

Husk, at hvis du rejser til New Zealad og får kollegaer eller møder søde mennesker, så spørg altid om ikke de vil hjælpe dig. Folk er venlige og vil stort set altid hjælpe - om det er med overnatning eller lån af cykler.