Børnene og kulturen

Et svært møde

På skolen er eleverne som sagt mellem 11-13 år, men de lever ikke liv som de 11-13-årige børn vi kender fra Danmark. Mange af børnene på skolen kommer først i seng mellem 22 og 24, måske endda først om natten! De bruger tid på at spille computerspil og dette er gerne spil som "GTA" eller "Call of Duty - altså spil som man skal være 18 år for at spille (ifølge producent) eller måske lægger de blot og hygger sig med diverse tv-udsendelser til langt ud på aftenen/natten. Idag snakkede jeg med en dreng fra "room 37", som fortæller, at hans storebror skal i militæret og derfor løber han en lang tur hver aften. Her følger lillebror så med og kommer derfor først i seng kl. 24 ca. Jeg spurgte ham om ikke de kunne løbe nogle timer før så han kunne nå tidligere i seng, men han trak blot på skulderne og sagde det jo var lige meget. Dog sad han og gabte en hel del.

Sengetid er en ting, hygiejne noget andet. Børnene og især børnene i "room 37" kommer fra meget ressourcesvage familier og basale behov bliver ikke altid dækket. Nogle børn er opmærksomme på hygiejne og går i bad regelmæssigt, dog er der langt mellem dem som selv ordner dette og dem som måske kun får bad 1 gang om ugen. I princippet må folk og derfor børnene selv bestemme hvor tit de vil bade, men jeg vil med alderen påpege, at der følger et lidt andet behov for regelmæssig bad og især også da mange af børnene er aktive i sport i løbet af ugen.    

En knægt spørger mig om jeg har set "Friday 13th" og jeg kigger en smule mistroisk på ham, indtil han begynder at fortælle om den scene i filmen han synes er klammest. En anden dreng overhører og er nu med til at beskrive den ubehagelige udvikling i filmen - de er begge 12 år!

Jeg kan undre mig nok så meget over, hvor forældrene er henne i billedet, da det umiddelbart virker som om børnene er overladt til sig selv og at deres ældre søskende ser efter dem - tilsyneladende er det sådan kulturen er, men en ældre søster eller bror skal ikke se efter sine yngre søskende, hvis du spørger mig.

En knægt møder i skole og må overfor klasselæreren indrømme at han ikke kan deltage i svømning, da han ikke har penge med til at betale for det (og heller ikke gælden fra de 3 tidligere gange). Han bliver tilbage på skolen med mig og en anden, som var i samme situation. Jeg spørger ham hvorfor han ikke kunne betale og han siger det er fordi han ikke har gjort sine opgaver derhjemme, hvortil jeg spørger hvad disse er - "at gå ud med skraldespanden" siger han, og det får han 20 NZD for (100 kr.). Fordi han ikke havde gjort det over noget tid gav hans far ham ingen penge og oveni det heller ingen mad med i skole denne dag.

Det lader til at miljøet og kulturen børnene vokser op i, er ret barskt. En dokumentar af den britiske journalist Ross Kemp viser et billede af det miljø børnene bevæger sig i - og den er god nok, desværre. Udsigten til god uddannelse og stabilt job er nærmest en joke for mange af børnene, da opbakning fra miljø og kultur ikke eksistere - set fra min optik.  

  

Gangsta's Paradise - New Zealand's HipHop crimewave:

https://www.youtube.com/watch?v=SOWF6eIVqqI 

En typisk madpakke for børnene vil bestå af hvidt toastbrød med fx peanutbutter/ost/skinke eller blot mayonnaise. Hertil spiser de 1 eller 2 små poser chips og/eller cookies. Nogle få børn har frugt med og nogle har kun slik med. Hvis børnene ikke har noget mad med eller har glemt det laver vi i "room 37" en toast til dem i toastmaskinen - dette tilbud får kun denne klasse. Skolen tilbyder til alle elever: frugt, snacknødder og müslibar. Dog er det klasselærerens opgave at tilbyde dette og det er ikke alle, som tænker over det eller husker det. 

At alle børn på Manurewa Intermediate får en uddannelse eller et ærligt job kan man med sikkerhed skyde en hvid pil efter.

"Social worker'en" på skolen fortæller, at alle børn på skolen mindst har ét familiemedlem, som er med i en bande, om det så er far, onkel, fætter, morfar eller tante. 

Den sidste tid har der på skolen været meget snak mellem lærerne om deres elever, da mange af pigerne på skolen skærer i sig selv. Det er dybt tragisk og det er desværre ikke alle piger, som benytter sig af "counsellor'en", som findes på skolen og som kun tager sig af at snakke med børnene. Det berør åbenlyst de lærere, hvis elever er i denne situation og den største frygt er, at det ender med selvmord, hvilket er et problem blandt unge mennesker, især i South Auckland. Emnet fik vi lidt mere under huden, da vi få uger tilbage var inde og se et teaterstykke omhandlende 2 selvmord i South Auckland få år tilbage. Det var et meget rørende teaterstykke, som varede hele 2 t. 15 min. uden pause. Skuespillerne var unge (hovedrollerne var 17 og 22 år), men dette gjorde det mere autentisk og man fik en fornemmelse af hvordan livet, miljøet og kulturen er - uden omsvøb. Det er hård kost og jeg tager hatten af for de lærere og andre voksne, som gør deres for at redde disse unge mennesker til bedre liv.    

Denne dokumentar beskriver det miljø børnene kommer fra (dokumentaren er blevet vist til nogle børn i Humanities):

http://bryanbruce.co.nz/feature/child-poverty/inside-child-poverty-full-documentary